Tanker om vægt

 

Jeg er overvægtig. Ingen hemmelighed der. Det har jeg altid været og jeg husker at være blevet drillet og mobbet på grund af blandt andet det i skolen. 

I 2018 fik jeg en gastrisk bypass. Inden det havde vægten sneget sig op på 152,4kg (på lægens vægt). Det var et wake-up call af de helt store. jeg havde det egentlig godt, var ikke syg eller noget. Alligevel valgte jeg i samråd med min daværende læge at søge om en GB. Første omgang kom jeg ikke igennem nåleøjet, men min læge mente at vi lige skulle tjekke hvordan mine knæ havde det, når nu en brækket ryg ikke var nok. Jeg har slidgigt i begge knæ. Det gav mig en billet til at komme i forløbet op til en gastrisk Bypass. Det er et forløb hvor man skal tabe 10%, bliver overvåget af læger og sygeplejersker, skal deltage i patientskole omkring både bypass og sleeve operationerne. Ganske spændende faktisk, men utroligt hårdt. 

Samtidig med at jeg skulle tabe mig skulle jeg pga en skade ligge på ryggen med benene i vejret - jeg havde været oppe og slås jeg en spinningcykel i et legeland og havde fået skrabet et kæmpe sår på det ene skinneben. Der gik selvfølgelig betændelse i og der gik tid før jeg blev sendt til de rigtige mennesker. 

Jeg tabte det jeg skulle på ca 8 mdr. Jeg fik godkendelse til operationen i efteråret 2017 og jeg bad om at det blev i januar. Så 12. januar 2018 kl 11 ca blev jeg fulgt ind på operationsstuen, lagde mig på briksen og blev lagt i bedøvelse. 

Det har været super let for mig at være opereret. INGEN bivirkninger overhovedet. Ingen dumping, ingen kvalme - heller ingen mæthedsfølelse, ingen sultfølelse eller spark i måsen til at få ændret livsstilen. Jeg tabte 52kg i alt, altså inklusiv de 16,7kg før operationen. Jeg nåede faktisk helt ned på at vægten en morgen sagde 98,9kg. wauw. Jeg var helt høj. 

Så gik vægttabet i stå. jeg tog 2kg på, smed dem og de gik i jojo. ca 1½ år efter operationen begyndte jeg at tage på igen. Lige så stille, ikke rigtig noget jeg bemærkede i starten. Nu fire år efter operationen har jeg taget 17kg på.

i 2021 fik jeg ny læge. Han henviste mig til Syddansk Overvægts initiativ og i starten af 2022 kom jeg med til noget undersøgelse der. De forsker i overvægt og ved rigtig meget. Igennem det har jeg fået at vide at jeg er sund i min tykke krop, meget sund faktisk. Mit kolesteroltal er lidt højt, men de har set tynde mennesker med højere kolesterol. Mit hjerte, min lever og alt er i super godt form. Intet af det indre fedt om organerne. Fantastisk besked at få. 

Igennem det projekt fik jeg lov at komme med i deres livsstil program. Her har jeg snakket med en klinisk diætist nogle gange nu. Hun er en skøn kvinde, som selv har former. Sidst jeg besøgte hendes kontor snakkede vi om at være naturligt tynd, at være naturligt tyk og BED (overspisning - ofte på følelserne) Jeg spiser på følelserne. Især de trælse følelser. 

Nå men diætisten fortalte, på en vildt god måde, om fysisk sult, sensorisk sult og psykisk sult. Det betyder faktisk at vis vores sensoriske sult bliver tilfredsstillet gennem smag, udseende, tekstur og konsistens vil vores fysiske sult blive tilfredsstillet hurtigere og den psykiske sult vil blive mindre. Som hun også sagde: Alle kan smide en frygtelig masse kilo, det kræver restriktioner på mad indtaget og det er enormt hårdt psykisk, men det kan lade sig gøre. kun 5% kan holde den vægt de har nået. Resten vil tage på igen, fordi det på ingen måde er naturligt for mennesket at være så restriktiv om sin kost. De 5% vil næsten være hellige omkring deres kost og motion. Der er ikke noget med at tillade sig selv et stykke kage til en fødselsdag, eller lidt sovs til en god middag.

Hvorfor er det at vores samfund hylder de 5%? hvad med de andre 95% som virkelig gør en indsats, men danner "normalen" og derfor ikke kan holde de skrappe restriktioner? Hvorfor bliver tykke mennesker set ned på og omtalt som en byrde, trods at de er super sunde i deres krop??? Hvorfor bliver jeg valgt fra ved en jobsamtale fordi de kun ser mit ydre i stedet for at finde ud af hvem jeg er??

Jeg vejer lige nu 117kg. Det er mere end jeg selv mener er godt. Mine knæ brokker sig og DERFOR vælger jeg at passe på med kalorierne og fedtet i maden. Jeg spiser både slik og kage, men jeg motionerer efter det. Jeg skal nok lykkes med at nå min drømmevægt og holde den. Jeg skal også nok få mig et arbejde. For trods belastningsreaktion efter stress og depression, er jeg ikke den der bare lægger mig ind i et mørkt skab mere. Jeg er ude hvor lyset er. Jeg er mit eget lys og min egen bedste ven. Jeg gør hvad der er godt for mig og kun hvad jeg har lyst til og gør mig glad.

Det var et langt skriv. Jeg håber du nåede enden. Tak for at du læste med 

Bente

Taknemmelighed

 Taknemmelig? meget 💖

Idag er jeg stået op til et voldsomt blæsevejr. Det er mørke ude, for sidste weekend var skift til sommertid. Alt det skal ikke ødelægge mit gode humør

Jeg nyder mine stille morgener. Jeg står op kl 6, har masser af tid til at vågne og komme i tøjet, inden de to store unger bliver vækket 6.45. 

Den store bliver hentet i taxa og kørt til specialskolen og den lille kører jeg i skole. Så er jeg hjemme igen kl 8 ca og det er tid til min morgenmad. 

Jeg er meget taknemmelig for de to. Den store har brug for rutine og genkendelighed, og det har vi. Hver skoledag er morgen rutinen den samme, bad, morgenmad, tøj på, kontaktlinser eller briller, strømper, 5 minutter med tablet i sofaen. Det er så nemt og fuldkommen indøvet, altså med påmindelser fra mor 😉

Han er jo ikke autist for ingenting. Badet er ihvertfald nemt at glemme, men det bliver gjort så vi ikke kan lugte, hvor han er før til middag.

Mens ungerne er i skole har jeg huset næsten for mig selv. Næsten, fordi Brian jo ligger og sover. Derudover er der hunden Max og de tre katte: Boxi, Adolf (som er en steriliseret hunkat) og Corona Den røde. Skønne tossede dyr, som jeg virkelig elsker. Elvis, min islænderhest er en stor del af mit liv. Han er mit fristed, min terapi og verdens bedste Elvis. 

Det er blevet forår, trods april vejret, og hestene fælder. Jeg er imponeret over hvor glemsom man an blive, for det overrasker hvert år hvor meget pels der egentlig sidder på en ismule 😮 Der er ihvertfald rigeligt til fuglenes reder.

Her i weekenden var jeg på en kort ridetur med nogle andre opstaldere i samme stald og det var så hyggeligt. Dem jeg normalt tager på tur med havde desværre ikke så meget tid i denne weekend, så det var rart at komme ud sammen med nogen andre. Det an godt blive lidt kedeligt at ride alene i længere tid, men vi får udforsket området, Elvis og jeg, når vi rider alene.

Nu må jeg hellere komme igang med dagen.

Hav en god dag